Dramaet Jeppe på Bjerget åbnede lemmen til afgrunden hos den danske folkementalitet. Holberg introducerede her som uafviseligt folkeligt ikon den danske taber, undermåleren, alkoholikeren, tåben. 

Dramaet er ganske enkelt genialt og derfor farligt. I sin underholdende leg med virkelighedsplaner – sociologiske, metafysiske og erkendelsesteoretiske – inddrager Holberg alt fra Descartes’ syv meditationer til den mørke politiske tænkning hos Hobbes. I sidste ende taler Jeppe på Bjergets antidemokratiske og konservative dyder for døve øren. Mere end noget andet har dette drama hen over det danske land sluppet en afskyelig, løssluppen folkesjæl løs, der til stadighed hærger og ødelægger alene ved geni. Det er kunst som anarki, det højeste mål. Læs mere

I disse integrationstider er det betryggende at vide, at en af hjørnestenene i den danske dramalitteratur tager direkte afsæt i et af den arabiske kulturs litterære hovedværker. Historien om Aladdin, den af lykken tilsmilede, stammer fra 1001 nats eventyr, og den udspiller sig hos Oehlenschläger som et eklektisk møde mellem muslimsk tankegang og guldaldertidens København. 

Over 5 lange, versificerede akter – skuespillet strækker sig i uforkortet stand over flere hundrede sider – følger vi den unge Aladdin, fra han som uansvarlig døgenigt strejfer omkring i Ispahans gader og til forældrenes bekymring ikke tager sig noget fornuftigt til, til han ved lystspillets slutning, modnet og ansvarsbevidst, er blevet sultan over Persien. Læs mere

August Bournonville skabte i 1836 Sylfiden efter en fransk ballet, som han tolkede personligt, og med ny musik af Herman S. Løvenskiold. Den er gennembrudsværket for den romantiske ballet. Med sine hvidklædte, svævende og overjordiske sylfider løfter den tilskuerne ind i et andet univers. Sylfiden spejler sin tid og rammer dybt i romantikkens idéverden, men dens problematik er stadig medrivende for et publikum af i dag. Sylfiden handler om eksistentielle valg i tilværelsen, om drømme og smerten, når drømmene brister. 

Med sin splittelse og sin tragik er Sylfiden ikke typisk for Bournonvilles balletverden, der domineres af solskin som i Napoli (1842). Men den er den største Bournonvilleballet. Med sin menneskeskildring og sin skønhed er den ikke bare den ypperste ballet i det danske klassiske repertoire. Også internationalt hører den i dag til blandt de største. Læs mere

Dramalitteraturen vrimler med dem, disse unge par med forskellig kulturel baggrund, der ikke må få hinanden. Få af dem har imidlertid haft et så rigt sceneliv som Esther og Jørgen i Henri Nathansens naturalistiske nyklassiker Indenfor Murene. Over 500 gange alene på Det Kongelige Teater har vi set idyllen blive brudt i det traditionsbevidste, jødiske københavnerhjem, når Esther fortæller, at hun har forlovet sig med den unge ikke-jødiske dr.phil. Jørgen Herming.

I højere grad end i skildringen af den unge kærlighed er det portrættet af det levinske hjem, der hæver skuespillet over dets udgangspunkt som kristent-jødisk problemdrama. Det er i det kærlighedsfulde portræt af familiefaderen gamle Levin, at dramaet henter næring og giver sit humanistiske budskab fylde, og i intimiteten med hans familie og dens traditioner, at vi må overgive os. Både til sabbattens varme suppe med kødboller og til Nathansens suverænt velkomponerede skuespil. Læs mere

I en dramahistorie præget af småborgerlig snusfornuft er digterpræsten Kaj Munks vanvittige og irrationelle skuespil Ordet på alle måder et særsyn. Et anfægtet værk, forfattet over en 6 dage lang skriverus, der lovpriser “bønnens mod” og forkynder “underets mulighed” i vore dage.

Intet er nemmere end at kritisere Ordet. Både for stykkets radikale genreskred fra de første akters folkekomedie til de sidste akter, der antager karakter af mirakelspil. Og for den villede djærvhed, der ofte skæmmer dialogen og giver den et snert af kold kalkulering.  Men kritikken forstummer, for Ordet er skrevet med en vildskab, der får en til at sluge det scene for scene. Det er vanskeligt at finde plads til tvivlen, så længe man befinder sig i Kaj Munks overspændte univers. Læs mere

Otte måneder før 2. verdenskrigs start holdt Det Kongelige Teater premiere på det, der for eftertiden står som dansk teaters væsentligste modstandsdrama. At der er tale om et politisk skuespil, går imidlertid gradvist op for tilskueren, for dramatikeren Kjeld Abell forstår at disponere sine dramaturgiske virkemidler.

Gennem sin indledende satire og sin raffinerede anvendelse af et fortælleteknisk æskesystem foretager Abell en genreglidning fra lystspil til teaterkrimi. Det muntre anslag, der lever af sin genkendelige udlevering af borgerskabets små bekymringer – høns i peberrod eller lammekoteletter – er kun maddingen på krogen. Ikke så snart har vi bidt på, før Abell konfronterer os med det spørgsmål, der ikke er blevet mindre aktuelt, siden stykket blev skrevet: Går du med skyklapper over for de udemokratiske strømninger i den samtid, du selv er en del af? Læs mere

De 4 numre: Man binder os på mund og hånd, 1940, Skolekammerater, 1956, Brevet til Bulganin, 1957, Fingernummeret, 1974.

Revyens store scenekunstnere er valgt, fordi de repræsenterer en genre, der før som nu begejstrer og berører os. Kjeld og Dirch for deres jazzede samspil, Liva Weel og Osvald Helmuth som solister og visekunstens mestre og Dirch Passer alene, fordi han er den mest moderne komiker, vi har haft. Læs mere

Harald Landers og Knudåge Riisagers Etudes fra 1948 rummer både det brillante og det romantiske. Musikken er bygget over Czernys klassiske klaveretuder, og ballettens idé er den samme: fra de daglige øvelser mod den store kunst. Etudes har ingen handling, men dog en klar linje, når den følger danseren fra føddernes fem positioner og den daglige træning til ballerinaens virtuose trin og variationer på scenen under de store krystalkroner. Etudes er en apoteose til den klassiske ballet. Den er på alle måder en kanonballet, der slutter i et brus af dans, som bjergtager tilskuerne og skaber glæde og befriende lethed på begge sider af rampen.

Etudes er prøvestenen for ethvert kompagni. I teknisk kunnen og disciplin. Men hemmeligheden er, at teknikken forvandler sig til ånd og dansen til flyvende drømme i rummet. Etudes blev opført første gang den 15. januar 1948 på Det Kongelige Teater. Læs mere

Flemming Flindts Enetime er et værk, der ikke alene har gjort sig i Danmark, men også internationalt. Det er et fremragende eksempel på, hvad scenisk kunst er og kan. Skabt til dansk tv i 1963 blev Enetime året efter overført til scenen både i Paris og på Det Kongelige Teater i København. Forlægget for Enetime er den absurde, dramatiske forfatter Eugène Ionescos skuespil La Leçon. Skuespillet er en dæmonisk besættende historie om en gal matematik- og sproglærer, der dræber sine elever. I Flindts version er den gale lærer blevet en syg, sadistisk danselærer.

Musikken er et foruroligende, filmagtigt partitur af franskmanden Georges Delerue. Flindt er dybt original og nyskabende i sin brug af og sans for at indføre psykologisk realisme, ægte karakterer, en næsten thrilleragtig energi samt en bunden erotik i en ellers ofte abstrakt kunstart. Alligevel er de stærke, symbolladede billeder, som også er en styrke for balletten som genre, i høj grad til stede. Også i Bernard Daydés suverænt meddigtende kælderdekoration. Læs mere

I 1974 gennemfører den Christianiabaserede teatergruppe Solvognen en 8 dage lang aktion mod arbejdsløsheden. Julemandshæren, kalder de den. Ikke bare fordi den løber af stabelen i dagene op mod jul, men fordi den tager afstand fra den kapitalistiske juls konsumterror. Julen som superborgerligt ritual og følelsesmæssig skuffelse. 

Det aktivistiske teater er antitesen til det normale teater, idet gentagelsen og indøvelsen er en del af teatrets kunstige virkelighed. Med andre ord er det konservative element uløseligt forbundet med teaterkunsten. Julemandshæren forsøgte at sprænge disse æstetiske rammer, og det er for dette snigangreb, vi her hylder dem. Læs mere

I februar 1986 spiller punkgruppen Sort Sol en koncert i den nedlagte pornobiograf Carlton på Vesterbrogade, en koncert hvis voldsomhed, decibel og tekniske og menneskelige selvdestruktion står tilbage som et af firsernes klareste udtryk for, hvad scenekunsten måtte gøre. Teater og scene måtte ødelægge sig selv for at genopstå. Året efter spiller Sort Sol fire påskeforestillinger i en nedlagt Vesterbrofabrik, døbt Wurst.

I sidste ende afslører Sort Sol, at det udelukkende er den levende scenekunst, der formår at indeholde vor tids opløsning som afrundet fastholdt værk. Læs mere

Majonæse fra 1988 chokerede publikum og anmeldere med sin ublu menneskelige hæslighed. Dramaet er først og fremmest et familiedrama, dernæst et underklassedrama og til sidst et sprogligt eksperiment i den gode gamle tradition: Dramatikeren der fungerer som et sprogligt overtryk i nogle undertrykte figurer, hvilket igen skaber en underholdende trykubalance mellem rolle og skuespiller, scene og virkelighed og mellem rollens psyke og sprog. Der er lagt op til teater. Men med hvilket budskab?

Lige siden den danske befolkning i form af Jeppe på Bjerget vågnede op i baronens seng og derfor blev stillet ansvarsløs over for sin egen fuldkomne magt, har der i den nationale fortælling været gevinst ved at søge nedad i samfundsklasserne for at finde den menneskelige og civilisatoriske sandhed om vort land. Læs mere