Holger Danske er en af de tidligste danske operaer. Men først så sent som ved en koncertopførelse i 1980’erne kom det til at stå klart, at her var tale om et hovedværk, en frisk og original opera, hvor hver eneste detalje var gennemarbejdet og helheden enestående. 

Det ‘danske’ i operaens opbygning består i en særlig flydende melodik, der strækker sig gennem hele værket, også selv om det er inddelt i numre. Der optræder slet ikke secco-recitativer – altså talesang med cembaloledsagelse – men kun melodier. Og der optræder et ledemotiv i koret, som dukker op flere steder. Det afslutter også operaen, der derved får en imponerende poetisk sluttethed. Læs mere

Med deres beskedne form hører de to hæfter med sange til det ypperste i dansk musik og rummer uden tvivl de mest koncentrerede satser i dansk musikhistorie.

En ting er de kendte melodier, som bl.a. ‘I Østen stiger solen op’, ‘Lysets engel går med glans’, ‘Nu titte til hinanden’ og ‘Dagen går med raske fjed’ (‘Altid frejdig når du går’), som generation efter generation af børn tidligt er blevet tiltrukket af. Noget andet er – som med H.C. Andersens eventyr – at de voksne efterhånden kan høre noget mere; komponistens særpræg, de skarpe rytmer – ja, sangene er helt udsøgte i deres harmonier og nogle steder formet, så de næsten kan minde om moderne signalvirkninger og med skiftende akkordopløsninger som farver. Det er ikke kun tekst og melodi, der her smelter totalt sammen, men også det klassiske og det romantiske i den danske guldalder, som her bliver til ét. Læs mere

H.C. Lumbye er det bedste eksempel i dansk musik på bevægelsen fra det populære og underholdende, som al kunst begynder med, til mere komplicerede former.

De største perler er galopperne med deres hurtige tempi og næsten uendelige melodiske opfindsomhed. Champagne-galoppen er yderst kendt, men det er stadig en gåde, at Lumbye så tidligt kunne finde på at bruge en xylofon i symfoniorkestret, det skete først et par årtier senere i udlandet. De to andre galopper – én mere kendt, én knap så kendt – er enestående eksempler på, hvordan den vågne og idérige komponist kan forene galoppens tempo med et så træffende tonemaleri, at man stadig undres. Læs mere

Siden den første opførelse i 1854 har Gades ballade efter danske folkesagn stået som et af den danske romantiske musiks hovedværker. Gade valgte selv folkeviserne om Hr. Oluf og Elverhøj som grundlag, men måtte have hele fire tekstforfattere i gang, førend han var tilfreds med teksten, der både indeholder passager fra disse viser og fri digtning. Elverskud har sin rod i 1800-tallets begejstring for de gamle danske folkesagn og folkeviser, og Gade har fulgt sin lærer A.P. Berggreens opfordring til at lade de folkelige melodier gå over i sit væsen og opfyldt af deres ånd at give sin musik et nationalt præg. Læs mere

Da Hartmann i 1832 som 27-årig satte musik til Oehlenschlägers ‘Guldhornene’, var det indledningen til en særlig side af hans musikalske udvikling, der strakte sig over 50 år. Det, der blev opfattet som en speciel nordisk stil, blev udformet gennem musikken til Oehlenschlägers tragedier Hakon Jarl, Olaf den Hellige, Knud den Store og Yrsa, opnåede nye højdepunkter i musikken til Bournonvilles mytologiske balletter Valkyrien og Thrymskviden og nåede det ultimative med Vølvens Spaadom for mandskor og stort orkester til otte vers af Fr. Winkel Horns gendigtning.

Ved siden af den lyriske, idylliske folkeviseinspirerede opera Liden Kirsten – den hyppigst opførte danske opera – er Vølvens Spaadom Hartmanns ubestridte mesterværk. Måske var det dette værk, der engang fik Richard Wagner til at udtale, at han anså Hartmann for at være sin tids største komponist. Læs mere

Som Hartmann og Gade ydede også Heise det mesterlige, når han greb tilbage til Danmarks middelalder. I et fremragende samarbejde skabte han sammen med sin tekstdigter, Christian Richardt, et storværk over den nationalhistoriske mordgåde om drabet på Kong Erik Klipping i 1286, baseret på folkeviserne om Marsk Stig og Carsten Hauchs drama af samme navn.

Allerede da teksten blev indleveret til Det Kgl. Teater i 1875, blev det bemærket, at det var en særdeles vellykket operatekst med poetisk stemning og lyrisk-romantiske enkeltheder af virkelig skønhed, og at Richardt med held havde anslået en hjemlig sprogtone med klang af folkevisen, og denne vurdering er også gældende i 2006... Den betydeligste danske opera fra 1800-tallet. Den har da også stået på repertoiret jævnligt lige siden og fængslet publikum gennem generationer. Læs mere

Maskarade behøver egentlig ingen introducerende ord. De fleste bliver simpelthen revet med af musikken fra første takt i ouverturen. Og den melodiske intensitet og tilsyneladende uendelige opfindsomhed holder sig hele værket igennem. Vilhelm Andersens gendigtning af Holbergs tekst åbner i sammenhæng med musikken til flere lag end hos Holberg.

Her 100 år efter operaens premiere ser det ud til, at man i udlandet også er ved at få øjnene op for dens kvaliteter med opførelsen sidste år ved festspillene i Bregenz og på Covent Garden i London. Læs mere

For så vidt kunne hver eneste af Carl Nielsens seks symfonier plus de tre instrumentalkoncerter og et par af korværkerne figurere på listen... Dog har det været almindeligt at anse navnlig den fjerde og den femte symfoni for de mest udfordrende og originale.

Midt i en kaotisk tid under 1. verdenskrig og midt i et kaotisk privatliv, lige på overgangen mellem to århundreders musikalske mentalitet, forener Carl Nielsen den nye kraftfuldhed og den store forfinelse i et og samme værk, ja lader dem endda konkurrere med hinanden, og får skabt en helhed, hvor brud og indgreb i musikken kan ende i en meningsfuld form. Læs mere

Rued Langgaards hovedværk blev afvist de gange, han indsendte værket til Det Kgl. Teater. Han fik kun hørt to af billederne i en radioproduktion en gang i 1940’erne. Værket blev opført første gang i en koncert-salsversion i 1980. Men først i 2002 kom den første danske sceniske opsætning i Ridehuset på Christiansborg. Det blev en københavnerbegivenhed med en interesse, som minder om, hvad man inden for rockmusikken kalder en kultbegivenhed.

I detaljen kan musikken minde om, hvad man finder i udlandet på samme tid, men i selve sin form, fremdrift og tidsfornemmelse har værket ikke noget sidestykke. Det skyldes formlen for Langgaards musik, selvom han aldrig selv har formuleret den: Hvad der engang var form i musik, skal nu være billede. Læs mere

Værket er allerede på vej til – temmelig usædvanligt – at blive en “nyklassiker”. Det skyldes blandt andet, at symfonien forener en stor imødekommenhed over for den almindelige klassisk-romantiske tilhørers forudsætninger med Per Nørgårds personlige udtydning af nogle af den nye musiks allervæsentligste landvindinger: den serielle teknik og de mangetydige rytmer.

Da værket blev uropført, mente nogle, at det på en måde ikke kunne passe; det var for godt til at være sandt, for smukt i forhold til den moderne verden. Indvendingen er senere forstummet, den senere musik har bevæget sig i en beslægtet retning, så Per Nørgård har været forud for sin tid. Læs mere

Pelle Gudmundsen-Holmgreens orkesterværk fik i 1980 Nordisk Råds musikpris. Ved de hyppige opførelser siden har værket begejstret og forbløffet publikum.

Værket kan tippe over fra det abstrakte til det appellerende, og det er, som om det får tilhøreren til at skifte mellem to eller flere indstillinger undervejs, uden at man altid helt kan lokalisere, hvad der er hvad. Af den grund har værket ikke blot vakt interesse hos klassisk orienterede tilhørere, men også hos lyttere, der kom fra jazz- eller rockmusik. Læs mere

Det sidste "værk" er en samling af 12 forskellige højskolesange. Her er listen over de 12:  

1. ‘Den signede dag med fryd vi ser’
   C.E.F. Weyse (1826). Tekst: N.F.S. Grundtvig (1826).  
2. ‘Det var en lørdag aften’
   Folkemelodi. Tekst: Folkevise, gendigtet af Svend Grundtvig 1849.  
3. ‘En yndig og frydefuld sommertid’
   Folkemelodi og tekst fra Mariageregnen.
   Trykt i A.P. Berggreens Danske folkesange (1869).  
4. ‘Vi sletternes sønner’
   Carl Nielsen (1906). Tekst: Ludvig Holstein (1903).  
5. ‘Jens Vejmand’
   Carl Nielsen (1907). Tekst: Jeppe Aakjær (1905).  
6. ‘Det er hvidt herude’
   Thomas Laub (1914). Tekst: St. St. Blicher (1838).  
7. ‘Danmark, nu blunder den lyse nat’
   Oluf Ring (1922). Tekst: Thøger Larsen (1914).  
8. ‘I Danmark er jeg født’
   Poul Schierbeck (1926). Tekst: H.C. Andersen (1850).  
9. ‘Jeg ser de bøgelyse øer’
   Thorvald Aagaard (1931). Tekst: L.C. Nielsen (1901).  
10. ‘Du gav os de blomster, som lyste imod os’
    Otto Mortensen (1939). Tekst: Helge Rode (1921).  
11. ‘Septembers himmel er så blå’
    Otto Mortensen: (1949). Tekst Alex Garff (1949).   
12. ‘Vi elsker vort land’
    P.E. Lange-Müller (1887)/Shu-bi-dua (1980). Tekst: Holger
    Drachmann (1885). Læs mere